Gattuso stopper i Valencia
Den tidligere AC Milan-veteran, Gennaro Gattuso, er fortid i den kriseramte LaLiga-klub, Valencia.
Valencia er længe blevet anset som værende en af de større spanske klubber, men siden 2019 har klubben altså ikke formået at leve op til det renommé. Deres bedste placering i LaLiga siden 2018/19-sæsonen har været en niendeplads, mens de i år hidtil ligger placeret på en 14’ende plads med kun 20 point efter 18 kampe.
Seneste skuffelse kom i søndags, da de tabte 1-0 på udebane mod Valladolid, som er en oprykkerklub. Gennaro Gattuso, der havde været cheftræner i klubben i blot syv måneder, måtte som følge af kampens skuffende udfald erkende, at tiden i Valencia var ovre, da heller ikke han kunne rette op på den nedadgående formkurve i klubben. Klubben og den italienske fodboldlegende, Gennaro Gattuso, er gået fra hinanden efter gensidig aftale:
- Klubben vil gerne takke træneren for sin dedikation og sit arbejde i de måneder, han har haft ansvaret for førsteholdet, og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.
Gattuso er den syvende cheftræner i Valencia siden 2019, som nu skal på jagt efter en ny redningsmand.